Inden for marineforsikring finder du bl.a. følgende jobs:
Specialist i skadeforebyggelse
At arbejde med skadeforebyggelse i et forsikringsselskab handler om at hjælpe kunderne med at implementere en effektiv arbejdsproces. Det skønnes, at de bedste resultater inden for skadeforebyggelse kan opnås gennem en proces, hvor både skibsbesætning og landpersonale involveres. En sådan proces er en effektiv måde at forbedre viden om risici i relation til væsentlige sikkerhedsspørgsmål. Der kan arbejdes med skadeforebyggelse på flere måder. Den bedste måde er at introducere konceptet i forbindelse med almindelige problemstillinger, således at det bliver en naturlig del af de daglige beslutninger.
Underwriter
Underwriting kan være en spændende karriere for folk, der godt kan lide at analysere informationer og være detaljeorienteret. Underwritere skal herudover have en god dømmekraft for at kunne træffe fornuftige beslutninger. Det er vigtigt at have fremragende kommunikations- og samarbejdsevner, da meget af arbejdet indebærer kontakt med mæglere, andre forsikringseksperter og kunder. Disse kontakter skulle jo gerne resultere i, at der tegnes forsikringer.
Reassurandør
Reassurandører påtager sig en del af den risiko, som forsikringsselskaber overtager fra kunderne. Forsikringsselskaber køber reassurance for at sprede deres egne risici. Som reassurandør skal du kunne forudse ændringer og udarbejde sikre prognoser for den fremtidige udvikling for dermed at foretage pålidelige og realistiske risikovurderinger, på samme måde som en underwriter gør det. Der er dog den forskel, at kunden her er marineforsikringsselskabet.
Skadebehandler
Skadebehandlere hjælper typisk kunderne med at holde deres virksomhed i gang, f.eks. i tilfælde af brand, vejrligsskade eller maskinskade. Gode samarbejdsevner er vigtige i dette job, idet du sandsynligvis skal være med til at undersøge ulykkessteder, foretage afhøringer, undersøge erstatningsansvar og forhandle med eksperter, såsom taksatorer, advokater og andre juridiske eksperter/skadesmedarbejdere, og herudover skal kundens behov tages i betragtning.
Havariinspektør
Besigtigelse er en yderst alsidig profession men har sin baggrund i livet til søs. Du skal i hovedtræk undersøge skadeårsager – hvordan startede branden, eller hvad var årsagen til maskinskaden. Hvis du opfatter dig selv som en udadvendt person, kan besigtigelsesbranchen være noget for dig. Du kommer til at tale med mange forskellige personer – lige fra entreprenører til administrerende direktører. Personlige relationer er vigtige i denne branche. Selvom du sandsynligvis vil have kontoret som fast base, vil du også bruge meget tid på at rejse både nationalt og internationalt.
Information/Kommunikation
Som i andre virksomheder varetager en kommunikationsmedarbejder professionelle informations- og kommunikationsopgaver, enten som ansat i selskabet eller anden organisation, eller på konsulentbasis. Du bidrager til at opfylde arbejdsgiverens mål både internt og eksternt. Du skal derfor som minimum have et grundlæggende kendskab til markedet og branchen, som du arbejder i. Det vil ligeledes være en fordel, hvis du er en udadvendt person.
BAGGRUND
Flere virksomheder har som erklæret formål at bidrage med praktiske erfaringer som et supplement til teoretiske studier, at hjælpe den næste generation af kollegaer med hurtigere at komme ind i branchen samt at være med til at opbygge en mere tryg og sikker søfartsbranche.
Dette kan vi gøre, idet mange af vores stillinger i dag er besat af tidligere maskinmestre, kaptajner eller medarbejdere, som har haft andre stillinger til søs, og som derfor har tilført en masse praktisk viden til selskabet.
Andre stillinger som f.eks. kommunikationsmedarbejder og reassurandør varetages af medarbejdere, der kommer fra andre brancher, men som er uddannet inden for det pågældende fagområde. Dette er ligeledes med til at tilføre vigtig viden til
marineforsikringsbranchen.
Relevante links: