Vil du være med til at håndtere 10% af verdenshandelen? Med en uddannelse som shippingtrainee/-elev bliver du en del af et vinderhold i Danmarks mest globaliserede erhverv.
HVAD BLIVER JEG?
Som shippingtrainee/-elev får du hele verden som arbejdsplads. Med telefon, e-mail og rejser er du i løbende kontakt med danske og udenlandske handelsfolk. Tillid og timing er altafgørende – du kommunikerer på engelsk, tempoet er højt og ikke to dage er ens. Du arbejder, når udfordringerne kræver det.
Som shippingmedarbejder er du typisk ansat i et rederi ellers hos en skibsmægler. Det er brancher i vækst, så der er masser af fremtidsmuligheder i ind- og udland.
Arbejdsforhold
De danske rederier og skibsmæglere har kontorer og samarbejdspartnere over det meste af verden, og mange shippingmedarbejdere får mulighed for at blive udstationeret i en årrække.
Du kan læse en række shipping-uddannelseshistorier her.
HVILKEN PERSONLIGHED KRÆVES?
Som shippingmedarbejder skal du have et internationalt udsyn og en veludviklet evne til at holde mange bolde i luften på samme tid – samt naturligvis lyst og evne til at drive forretning.
Kan du leve op til det, opnår du til gengæld glæden ved et hav af spændende karriere- og fremtidsudsigter, som få andre danske erhverv kan matche.
HVORDAN ER UDDANNELSEN SKRUET SAMMEN?
Opbygning
Shippinguddannelsen varer 2 år og veksler mellem skole og praktik. Du skal indgå en 2-årig trainee-/elevaftale med en shippingvirksomhed eller et rederi i Det Blå Danmark. Herefter vil du få udarbejdet en uddannelsesplan, der sikrer en sammenhæng mellem teori og praktik. Typisk vil du under uddannelsen arbejde i virksomhedens forskellige afdelinger med både operation, befragtning og kontrol.
Fag
I skoleforløbet introduceres du til shippingbranchen, erhvervets opbygning og dets samfundsmæssige betydning. Du undervises bl.a. i transportformer, love og regler, salgsteknik og logistik, klarering, befragtning og shippingdokumenthåndtering, samt transportjura og søret.
Skoler
De 5 ugers teoretiske del af shippinguddannelsen finder sted på Esbjerg Handelsskole. Undervisningen på skolen tilrettelægges således, at du samtidig kan gennemføre HD 1.del på CBS, som i dag kræves af flere rederier.
Løn
Da der er tale om en trainee-uddannelse er du lønnet hele vejen gennem forløbet.
HVAD GØR JEG NU?
Lyder shippinguddannelsen som svaret på dine drømme om en fremtid i et af Danmarks mest spændende og globaliserede erhverv? For at kunne ansøge skal du opfylde disse krav:
- Afsluttet HHX eller anden gymnasial uddannelse – eller hvis du forventer at afslutte eksamen til sommer med et godt resultat samt matematik på B-niveau.
- Gode engelskkundskaber – enten i form af en eksamen på B-niveau eller tilsvarende.
- IT på et højt niveau.
Ansøgning
Hvis du er klar på de ovenstående krav – og ellers er fleksibel, serviceminded, selvstændig og ansvarsbevidst – er næste skridt at sende en ansøgning til et rederi eller en shippingvirksomhed.
Klik for at komme til en oversigtsside med:
KAN JEG DRIVE DET ENDNU VIDERE?
Rederibranchen har været i vækst i flere år, og med en shippingudannelse er dine muligheder for at komme videre i Det Blå Danmark mange.
HVAD FINDES DER ELLERS?
Shipping uddannelsen kan læses på mange forskellige måder, teorien er den samme men praktikken vidt forskellig, læs mere om:
- BUNKER TRADING - Lær at handle med olie for millioner og tjen penge til din virksomhed
- AGENCY TRAINEE - Er du mere praktisk anlagt? Agenten er også shipping uddannet, men bruger også meget tid på havnen når skibene skal have papirerne i orden
- SHIP BROKER TRAINEE - Som skibsmægler skal du kunne tænke hurtigt og være istand til at opbygge netværk, du skal servicere dine kunder og tjene penge til din virksomhed.
Videreuddannelse
- Executive Master of Business Administration in Shipping and Logistics på CBS i København. MBA er en 2-års deltidsuddannelse, der henvender sig til ledere eller lederspirer i det private erhvervsliv. Læs mere på cbs.dk.
- Master i transport og maritim management på SDU, Syddansk Universitet i Esbjerg. En 2-års deltidsuddannelse, der retter sig mod nuværende og kommende ledere inden for søfart, havnedrift, transport mm. Læs mere på sdue.sdu.dk.
- Skibsmægler. Med en skibsmægleruddannelse formidler du befragtning til lands og til vands og salg af hele skibe. Vejen til jobbet som skibsmægler starter med en shippinguddannelse. Læs mere på soefart-frem.dk og shipbrokers.dk.
Flere nyttige links: