Det Blå Danmark
Sætteskipper

Har du saltvand i blodet og lyst til at drive samt lede et mindre skib under 3000 Brutto Ton (BT), så skal du overveje en uddannelse som sætteskipper. Her vil du som styrmand og skibsfører lede mandskabet og varetage de administrative opgaver om bord.

Læs mere og få svar på dine spørgsmål:

HVAD BLIVER JEG?

Med en sætteskippereksamen kan du få et udfordrende job med en god løn i handelsflåden, ved færgeoverfarter, i rederier – samt på land i virksomheder inden for søfartsindustrien.

Du fungerer dels som styrmand, hvor du arbejder på skibets kommandobro. Desuden fungerer du som skibsfører på mindre skibe og er den øverste ansvarlige leder om bord. Dine arbejdsopgaver vil her være af administrativ art og du vil fungere som back-up for styrmændene. 

Arbejdsforhold
Dine udmønstringer vil normalt blive tilrettelagt, så du har lige så lang tid om bord som hjemme. Har du f. eks. sejlet i to måneder, holder du to måneders ferie bagefter.


HVILKEN PERSONLIGHED KRÆVES?

Som sætteskipper skal du kunne træffe de rigtige beslutninger under sejladsen, også når bølgerne går højt. Og du vil derudover have mange andre forskellige lederopgaver.

Det stiller høje krav til din faglige baggrund og ikke mindst til dine menneskelige egenskaber.


HVORDAN ER UDDANNELSEN SKRUET SAMMEN?

Opbygning
Sætteskipperuddannelsen varer 1 1/2 år med uddannelsesstart i januar eller august.

Fag
Under uddannelsen vil du blive undervist i fag som navigation, vagttjeneste, lastbehandling, kommunikation, brandbekæmpelse, søret, administration mm.

Skoler
Uddannelsen foregår på Marstal Navigationsskole eller på Skagen Skipperskole.

Løn
Under uddannelsen til sætteskipper kan du få SU.

Erhvervspraktik
Læs mere her.


HVAD GØR JEG NU?

For at komme i gang med uddannelsen til sætteskipper, skal du opfylde et af nedenstående adgangskrav:

  • Har du gennemført grundkursus for skibsassistenter på en søfartsskole eller et skoleskib, kræver det enten 12 måneders sejltid som styrmandsaspirant eller 18 måneders sejltid som ubefaren skibsassistent. Desuden skal du have en udfyldt uddannelsesbog.
  • Du kan også komme ind med 15 måneders sejltid som ubefaren skibsassistent. Så skal du til gengæld have gennemført afslutningskursus for skibsassistenter. Desuden skal du have en udfyldt uddannelsesbog.
  • Har du en faglig uddannelse (jern og metal, 3-4 år) og et 10 ugers maritimt kursus på en søfartsskole, kræver det 12 måneders sejltid som skibsassistent. Desuden skal du have en udfyldt uddannelsesbog.
  • Har du en faglig uddannelse som skibsmekaniker, kan du starte direkte, i det 12 måneders sejltid er en del af skibsmekanikeruddannelsen. Desuden skal du have en udfyldt uddannelsesbog.
  • Endelig kan du blive optaget, hvis du har 36 måneders sejltid i handelsskibe over 20 bruttoton.

12 måneder af den foreskrevne sejltid skal være erhvervet i handelsskibe over 500 BT, heraf 6 måneder i skibe uden for kystfart.

Du skal desuden have folkeskolens 10. klasse afgangseksamen i dansk, engelsk, matematik, fysik/kemi som skal være bestået. Alternativt kan du starte med at tage et 3 måneders forberedelseskursus.

Har du spørgsmål til adgangskravene, er du altid velkommen til at kontakte Marstal Navigationsskole eller Skagen Skipperskole.

Ansøgning
Opfylder du ovenstående adgangskrav, er dit næste skridt at klikke dig ind på Marstal Navigationsskole eller Skagen Skipperskole og udfylde en ansøgning. De kan også vejlede dig om, hvordan du får den nødvendige sejltid.


KAN JEG DRIVE DET ENDNU VIDERE?

Efter sætteskippereksamen, som varer halvandet år, kan du videreuddanne dig til skibsfører, som giver dig papirer til at styre de helt store skibe. Som sætteskipper kan du gennemføre skibsføreruddannelsen på 1 år.


Flere nyttige links:



 

Sætteskipper