Det Blå Danmark
Skibsfører

Skibsføreren er først og fremmest leder. Ud over at lede selve mandskabet er skibsføreren leder af den virksomhed, som et skib også er med deraf følgende administrative opgaver. Derfor kan lønnen også snildt matche løn for ledere på land.

HVAD BLIVER JEG?

Som skibsfører er du den øverst ansvarlige leder om bord. Du leder kommandobroen, bakker styrmændene op og styrer det administrative.

Du arbejder typisk i handelsflåden, ved færgeoverfarter eller i rederier eller på land som leder i virksomheder inden for søfartsindustrien.

Arbejdsforhold 
Dine udmønstringer vil normalt blive tilrettelagt, så du har lige så lang tid om bord som hjemme. Har du f.eks. sejlet i to måneder, holder du to måneders ferie bagefter.


HVILKEN PERSONLIGHED KRÆVES?

På kommandobroen skal der træffes hurtige og rigtige beslutninger, og som skibsfører vil du få mange og varierende lederopgaver. Det stiller høje krav til din faglige baggrund og ikke mindst til dine menneskelige egenskaber.

Når kursen så er lagt, og alting fungerer som en velsmurt maskine, får du til gengæld et personligt udbytte retur, der afspejler ansvaret og opgaverne.


HVORDAN ER UDDANNELSEN SKRUET SAMMEN?

Opbygning
Uddannelse til skibsfører varer 2 1/2 år. Hvis du i forvejen er sætteskipper eller juniorofficer, varer uddannelsen 1 år. Der er uddannelsesstart i januar og  august.

Fag
Under uddannelsen vil du blive undervist i spændende og varierede fag som navigation, skibsteknik, kommunikation, Crew Ressource Management, drifts- og sikkerhedsledelse, søret og administration.

Skoler
Uddannelsen foregår på Marstal Navigationsskole. Der er 7 kollegier i Marstal, du kan bo på, mens du er på skolen. Men du kan også tage uddannelse på SIMAC i Svendborg.

Løn
Skibsføreruddannelsen er SU-berettiget.

Erhvervspraktik
Læs mere her.


HVAD GØR JEG NU?

Har du mod på skibsføreruddannelsen og de mange faglige og menneskelige udfordringer? For at komme videre skal du opfylde et af nedenstående adgangskrav:

  • Hvis du har gennemført grundkursus for skibsassistenter på en søfartsskole eller et skoleskib, kræver det enten 12 måneders sejltid som styrmandsaspirant eller 18 måneders sejltid som ubefaren skibsassistent. Desuden skal du have en udfyldt uddannelsesbog.
  • Du kan også komme ind med 15 måneders sejltid som ubefaren skibsassistent. Så skal du til gengæld have gennemført afslutningskursus for skibsassistenter. Desuden skal du have en udfyldt uddannelsesbog.
  • Har du en faglig uddannelse (jern og metal, 3-4 år) og et 10 ugers maritimt kursus på en søfartsskole, kræver det 12 måneders sejltid som skibsassistent. Desuden skal du have en udfyldt uddannelsesbog.
  • Har du en faglig uddannelse som skibsmekaniker, kan du starte direkte. Det kræver dog som minimum, at der er 12 måneders sejltid i skibsmekanikeruddannelsen. Desuden skal du have en udfyldt uddannelsesbog.
  • Endelig kan du blive optaget, hvis du har 36 måneders sejltid i handelsskibe over 20 bruttoton (BT). 12 måneder af den foreskrevne sejltid skal være erhvervet i handelsskibe over 500 BT, heraf 6 måneder i skibe uden for kystfart.

Yderligere kræves folkeskolens 10. klasse afgangseksamen i dansk, engelsk, matematik, fysik/ kemi som skal være bestået. Har du ikke 10. klasse afgangseksamen, starter du med et 3 måneders forberedelseskursus.  

Har du spørgsmål til adgangskravene, er du altid velkommen til at kontakte Marstal Navigationsskole eller SIMAC.

KLIK HER FOR AT ANSØGE HOS DE DANSKE REDERIER!


Ansøgning
Kan du nikke bekræftende til et af de ovenstående adgangskrav, skal du klikke dig ind på marnav.dk  eller simac.dk og udfylde en ansøgning.


KAN JEG DRIVE DET ENDNU VIDERE?

Som uddannet skibsfører/styrmand har du mange muligheder for at gå i land og vælge et lederjob eller et job som specialist. Eller fortsætte karrieren til søs.

Videreuddannelse

  • Executive Master of Business Administration in Shipping and Logistics på CBS i København. MBA er en 2-års deltidsuddannelse, der henvender sig til ledere eller lederspirer i det private erhvervsliv. Læs mere på cbs.dk.
  • Master i transport og maritim management på SDU, Syddansk Universitet i Esbjerg. En 2-års deltidsdannelse, der retter sig mod nuværende og kommende ledere inden for søfart, havnedrift, transport mm. Læs mere på sdue.sdu.dk, eller læs brochuren her.
  • Uddannelse til dual skibsofficer - uddannelse af søfarende navigatører til maskinmestre. Læs mere på simac.dk


Flere nyttige links:



 

Skibsfører