Det Blå Danmark
Rederier
KERNEN I DET BLÅ DANMARK

Danske rederier står bag en væsentlig del af den transport der muliggør globalisering og den deraf øgede verdenshandel. Danske rederier transporterer således en enorm del af verdens containere med forbrugsvarer, ligesom rederierne sørger for tusindvis af transporter over hele verden med alt fra olie, kul og brændstof til grus, passagerer og biler.

Danmarks Rederier er hovedkraften bag det Blå Danmark og en enorm motor i dansk økonomi generelt. I 2010 bidrog rederierne samlet set med en valutaindtjening på 175,7 milliarder kr. og tegner sig for en beskæftigelse på mere end 75000, herunder ca. 8500 danske søfolk. Rederierne bidrager ligeledes væsentligt til samfundsøkonomien, da erhvervet i 2010 bidrog med 57,3 milliarder til den danske betalingsbalance.

Fremtidsudsigter
Den positive udvikling for erhvervet forventes at fortsætte, da rederierne allerede nu har bestilt nybyggede skibe der vil øge den danske flåde med 130 % over de næste 3-4 år. At de danske rederier har en fremtidssikret og moderne flåde kan ligeledes ses ved skibenes gennemsnitalder. Mens den globale flåedes gennemsnitsalder er på 12 år, er den danske flåde gennemsnitlig så ung som 7 år – det er verdens yngste og dermed mest moderne flåde.

Selv om Danmark er en relativ lille nation kontrollerer danske rederier 10 % af verdensflåden (50 mio. dødvægttons) og løfter således 10 % af verdenshandlen. En anden indikator på rederiernes store succes er, at rederierne under Det Blå Danmark sejler 30 % af Kinas eksport.

Operatørvirksomhed
I de senere år har operatørvirksomhed fået en stigende rolle for rederierne. Her står rederierne for kommercielt management af ikke-ejede skibe med indgåelse af transportkontrakter, operation af skibe og fastlæggelse af økonomien ved fragten. Ved ændringer i markedet skaber dette en betydelig tonnagemæssig fleksibilitet gennem kontrakter af forskellig varighed med andre rederier.

Den danske handelsflåde kan opdeles som følger:
  • Skibe, der ejermæssigt kontrolleres af danske interesser, og som er registreret i dansk register,
  • Udenlandsk registrerede skibe, der ikke kontrolleres ejermæssigt, men som opereres af danske interesser fra Danmark og
  • Skibe, der opereres af danske interesser i udlandet, hvor skibene er registreret. Der kan være tale om skibe, der kontrolleres ejermæssigt, eller som der rådes over på anden måde.

Operatørvirksomhed, der baserer sig på indchartrede skibe, spiller en større og større rolle for rederierne og flere rederier har denne form for skibsdrift som en absolut kerne-kompetence. Samtidig er der også virksomheder, som udelukkende driver operatørvirksomhed.