Det Blå Danmark
Skibsingeniør

Med en uddannelse som skibsingeniør bliver du specialist i ordets allerfineste betydning og du kan samtidig være med til at gøre en stor forskel i forhold til fremtidens miljørigtige teknologi. 

Læs mere og få svar på dine spørgsmål:


HVAD BLIVER JEG?

Som skibsingeniør kan du få ansættelse mange forskellige steder i Det Blå Danmark, både herhjemme og i udlandet.  Du kan være med til at bygge skibe eller fungere som rådgiver for skibsværfter eller rederier.

Mange skibsingeniører er desuden ansat i virksomheder, som leverer udstyr til skibe og borerigge, lige fra redningsmidler til store dieselmotorer. Og endelig arbejder skibsingeniører på universiteter og forskningsinstitutioner med forskning og udvikling.

Derudover har Søfartsstyrelsen, Søværnet og forsikringsselskaber også skibsingeniører ansat, og fælles for disse mange forskelligartede job er, at din ekspertise som skibsingeniør altid er nødvendig og uundværlig.


HVILKEN PERSONLIGHED KRÆVES?

Vælger du en skibsingeniøruddannelse, har du sandsynligvis allerede mange af de personlige egenskaber, der kræves – faglig dygtighed, opfindsomhed og kreativitet.

Som skibsingeniør i Det Blå Danmark arbejder du som specialist. Du skal både kunne arbejde selvstændigt og i teams. Desuden skal du kunne tænke stort og kreativt for at fungere som problemknuser


HVORDAN ER UDDANNELSEN SKRUET SAMMEN?

Vil du uddanne dig til skibsingeniør, kan du gå to veje og blive enten diplomingeniør eller civilingeniør.


Diplomingeniør (Professionsbachelor i ingeniørvidenskab)
En mellemlang videregående uddannelse på 3 et halvt år, hvoraf det halve år er praktik i en virksomhed i Danmark eller i udlandet. Uddannelsen inden for maritim teknik/skibe er et speciale under maskinlinien. Uddannelsen er erhvervsrettet, tværfaglig og anvendelsesorienteret, og du lærer at løse konkrete problemer – både i den daglige undervisning og under det obligatoriske praktikophold.

Fag

  • Redskabsfag, f.eks. matematik, fysik, kemi.
  • Grundlæggende ingeniørfaglige fag, f.eks. produktionsteknologi, processer og materialer.
  • Valgfag inden for de fagområder, der interesserer dig, f.eks. organisation.

Du afslutter uddannelsen med et eksamensprojekt af 4 måneders varighed, som ofte udføres i samarbejde med en virksomhed, f.eks. i forlængelse af dit praktikophold.


Civilingeniør (cand.polyt.)
Civilingeniøruddannelsen er en lang videregående uddannelse, der er bygget op som en 3-årig bacheloruddannelse og en 2-årig kandidatuddannelse som overbygning. Det er en forskningsbaseret teknisk-naturvidenskabelig uddannelse med stærk faglighed, stor valgfrihed og fleksibilitet. Du bliver skibsingeniør ved som Bachelor-studerende at vælge Produktion og Konstruktion og som Kandidat-studerende at vælge Konstruktion og Mekanik (Engineering Design and Applied Mechanics) med fokus på Maritim Teknik (Maritime Engineering)

Fag

  • Naturvidenskabelige grundfag, f. eks. matematik, fysik, statistik.
  • Teknologiske liniefag, f. eks. fluid mekanik, energiteknik, konstruktion og problemløsning, skibs- og offshoreteknik.
  • Valgfag inden for de fagområder, der interesserer dig. Eksempelvis skibsprojektering, belastninger på skibe, numerisk fluid mekanik, skibshydrodynamik, turbulensteori, avancerede styrkeberegninger.

Skoler
Du kan uddanne dig som til skibsingeniør på Danmarks Tekniske Universitet. Klik og læs mere på DTU - Skibe, kyster og konstruktioner.

Løn
I praktikperioderne får du en elevløn, i skoleperioderne får du SU.


HVAD GØR JEG NU?
 
Hvis du vil i gang med uddannelsen til skibsingeniør, skal du have gennemført en gymnasial uddannelse (stx, htx, hf eller hhx) med matematik på A-niveau, fysik på B-niveau og kemi på C-niveau.

Ud over niveaukravene kræves mindst 8,0 i samlet gennemsnit i din adgangsgivende eksamen (bachelor, civilingeniøruddannelsen) - eller mindst 7,0 i gennemsnit af års- og eksamenskarakterer i matematik og fysik (diplomingeniøruddannelsen).

Ansøgning
Ansøgning til uddannelsen kan hentes på optagelse.dk


KAN JEG DRIVE DET ENDNU VIDERE?

De mange forskellige funktioner, du kan varetage med en uddannelse som skibsingeniør, giver dig også et godt rygstød i dine videre karrieremuligheder.

Videreuddannelse

  • PhD er en 3-årig forskeruddannelse for civilingeniører, hvor du gennemfører et forskningsprojekt og samtidig følger kurser på højeste faglige niveau.
  • Akademiuddannelsen i international handel og markedsføring (akademimerkonom) er en 3-årig efteruddannelse inden for det merkantile område, som tages på deltid sideløbende med dit arbejde.
  • Ingeniørernes lederuddannelse er en diplomuddannelse, der kvalificerer ingeniører til lederstillinger inden for udvikling, produktion og markedsføring. Uddannelsen er 2-årig og tages sideløbende med arbejdet.
  • HD, Handelshøjskolernes erhvervsøkonomiske diplomuddannelse er delt i en almen erhvervsøkonomisk 1. del og en specialiseret 2. del. Uddannelsen tages normalt som et samlet forløb på deltid sideløbende med dit arbejde og varer 2 + 2 år
  • Masteruddannelser, f.eks. Master in Management of Technology er en efteruddannelse i teknologiledelse, der henvender sig til ledere med ansvar for at udvikle og indføre ny teknologi. Det er 2-årige deltidsuddannelser, som tages sideløbende med dit arbejde 

Som regel vil virksomhederne i Det Blå Danmark være mere end villige til at medfinansiere din videreuddannelse, da veluddannede medarbejdere er en nødvendig forudsætning for fortsat vækst.


Flere nyttige links:

 



 

Skibsingeniør